FORHANDLERE

Anskaffelse af fisk

Ved en nyinstalleret havedam med planter, bør der gå minimum 3-4 uger før du isætter fisk. Planterødderne og biofiltret skal først lige komme i gang med den biologiske proces.
Hvis man kun vil holde koi, bør man sprede sine indkøb over nogle måneder for derefter langsomt at bygge sin besætning op til den fulde tænkelige størrelse. Koi sviner mere end andre fisk, ved at sprede sine indkøb giver man biofilteret en chance til at følge med i den langsomt voksende belastning fra fiskenes affaldsprodukter.

Tommelfingerregel ved anskaffelse af fisk til havedammen

Som en tommelfingerregel bør der max udsætte 1 cm fisk pr. 10 liter bassinvand. Det vil sige, når du køber en guldfisk er den som regel ca.10-15 cm, men denne fisk vil vokse til ca. 20 cm i dit bassin, derfor må du beregne ud fra fiskens veludvoksede størrelse, altså har en almindelig guldfisk brug for 200 liter vand.

Når forhandleren hjemkøber fisk fra de store fiskefarme i udlandet, kan der være parasitter på fiskene, som derfor skal være i karantæne hos forhandleren i minimum 2 måneder.
I denne periode har forhandleren ingen problemer med at udrydde parasitterne, forhandleren har adgang til gode og sikre behandlingsmetoder. Efter karantænen er fiskene ”rene” og klar til salg.


Det er desværre ikke alle forhandlere som efterkommer disse regler, og den havedamsejer som tror han har købt en sund og frisk fisk vil få store problemer hjemme i bassinet. Den nye fisk vil hurtigt smitte de andre beboere med parasitter.


Før du køber fisk, bør du spørge forhandleren hvornår han sidst har fortaget en mikroskopisk test af fiskene, han skal garantere at hans fisk ikke har parasitter. Selvom forhandleren garanterer det, bør du være omhyggelig og observere fiskenes adfærd i salgskasserne.

En fisk der har blanke øjne og et klart slimlag på hele kroppen, er en sund og rask fisk.

Hvis du kan svare ja til et af disse nedenstående 11 punkter, bør du ikke købe dine fisk hos denne forhandler i en periode.

1. Fisken står stille og isoleret ved salgscontainerens kant eller bund.

2. Fisken står stille i vandet og kroppen ligger ikke vandet i vandet.

3. Fisken flygter ikke når du kommer hen til salgscontaineren. (dette gælder ikke for støren)
 
4. Fisken falder mod bunden og svømmer krampagtigt op igen mod vandoverfladen.

5. Øjnene står ud af hovedet. (hvis det ikke er et karakteristik træk for fisken)

6. Fiskens krop eller finner har små hvide prikker eller blærer.

7. Gællebevægelserne er hurtige.

8. Har sår på kroppen.

9. Finnerne er flossede.

10. Der er døende eller døde fisk i salgscontaineren.

11 Under gællerne kan der ses noget hvidt.

Besøg jævnligt din forhandler og tjek salgskasserne for døde fisk. Hvis forhandleren ofte har døde fisk, er det på tide at finde sig et andet sted at købe fisk.

Det er bedst at købe sine fisk fra et akvarium, men desværre sælger de fleste forhandlere fra store salgscontainere, hvor du kun kan se fiskene fra oven, der er som regel vandkrusning på vandspejlet så forholdene for et godt køb er minimale.
De gode forhandlere har blå flydekasser som fiskene bliver fanget op i og heri kan du bedre studere fiskene.

Når fisken er valgt, så bed forhandleren om du må kigge på fiskens gæller, de skal være klart mørkerøde og må absolut ikke have en hvidlig belægning. Undersøg fisken omhyggeligt, du kan sammenligne med, at det er samme som når du køber et fjernsyn uden først at se skarpheden i billedet og rører ved diverse knapper. Du skal tænke på, at den fisk som købes kan koste fra 100 kr. til flere tusinde kroner og du har ret til at se på varen. Desværre ser jeg alt for tit at folk udvælger fisk i mørke salgskasser, fiskene bliver hurtigt puttet over i en plasticpose og dermed er købet forbi. Kunden har ingen mulighed for at bedømme den købte ”vare”.

Læs mere om hjemtransport og udsætning af fisk



Copyright © 2004 Benn Ebbesen

KONTAKT

 

Havedammen.dk
Debelvej 3 
2860 Søborg 

E-mail: info@havedammen.dk

CVR: 27 55 80 97