FORHANDLERE

Kommer sygdomme fra forhandleren eller ens ejet bassin

Det er meget svært at bevise om sygdommene stammer fra forhandleren eller fra ens egen havedam. Som regel er det en tillidssag mellem kunden og forhandleren. Men uden at forsvare forhandlerne er der desværre også folk som køber fisk uden at tjekke deres eget bassinvand først.

Jeg har fået mails fra folk som har købt fisk selvom deres vand var grumset eller helt grønt. De kan desværre ikke forstå hvorfor deres nyindkøbte fisk bliver syge. Men vandkvaliteten er nu engang afgørende for fiskenes helbred.
Hvis en fisk bliver syg 3–4 uger efter købet, kan jeg godt forstå at forhandleren afviser at give erstatning.

Jeg råder dig til, når du skal købe fisk, at tage en fisk med fra dit bassin til forhandleren. Forhandleren kan tage et skrab af fisken og mikroskopere det. Det er den eneste måde du kan være næsten helt sikker på at dine fisk ikke fejler noget. Denne metode viser dog ikke alt, men næsten. Drejer det sig om virus m.m. skal der tages blodprøver, det er dog yders sjældent at disse ting forefindes.
Samtidig bør du tage en vandprøve med til forhandleren for at tjekke vandkvaliteten. Bare det mindste udsving af vandkvaliteten betyder at der er chancer for at fiskene hurtigt kan blive syge af dit bassinvand.
Nogle forhandlere kræver betaling for skrabet på dine fisk. Men det er en billig pris at betale, set i forhold til det tab som du muligvis vil få hvis dine gamle og nye fisk bliver syge.

Nogle vil sikkert mene at det er en for omfattende procedure, ”bare for at købe nogle fisk”. Ja – hvis det er guldfisk eller andre småfisk, men ikke når man ofrer et par tusind kroner eller mere. Disse penge kan hurtigt gå tabt hvis der er bare den mindste ubalance i bassinvandet eller ved fiskenes helbred.
Når skrabet og vandtesten er i orden, kan du med god samvittighed købe de dyre fisk. Ved at benytte denne fremgangsmåde minimerer du tvisten mellem dig selv og forhandleren.

Jeg tror, uden at have videnskabeligt bevis for påstanden, at forhandlerne er så opsatte på at have ”friske” fisk – at deres bassinvand bliver steriliseret så meget at der ikke er en eneste bakterie tilbage i deres salgscontainere. Når så de nyindkøbte fisk kommer i vores bakteriefyldte havedamme, kan fiskenes immunforsvar ikke genkende disse ”naturlige” bakterier, derfor bliver fiskene hurtigere angrebet af sygdomme.

Men en helt anden problemstilling er - når nu de nye fisk kommer hjem i bassinet og der så kommer en flok måger og bombarderer havedammen med små ulækre klatter – hvem/hvad har så skylden?

 

Copyright © 2003 Benn Ebbesen / Havedammen.dk

 

KONTAKT

 

Havedammen.dk
Debelvej 3 
2860 Søborg 

E-mail: info@havedammen.dk

CVR: 27 55 80 97