FORHANDLERE

Utæt havedam

eller bare naturlig fordampning i havedammen

Alle havedamsejere har haft følelsen af at dammen er utæt, hvis vandstanden synker kraftigt

 

Utæt havedam

Af Benn Ebbesen – www.havedammen.dk


Alle havedamsejere har haft følelsen af at dammen er utæt, hvis vandstanden synker kraftigt.
Nogle havedamsejere går i panik og tømmer dammen for at kigge efter utætheder i folien. Det vigtigste i denne situation er at slå koldt vand i blodet, for der er ofte nogle naturlige årsager til dette, især hvis vandstanden synker mellem 1 - 10 millimeter pr. dag.

Kun hvis vandstanden i havedammen synker mere end 1 cm. (10 millimeter) pr. dag bør dammen undersøges.
At finde en utæthed i havedammen er en lang proces, vær derfor tålmodig, skriv ned hvad du fortager dig, hvis du ikke giver dig tid til dette, er der chance for at du taber overblikket i denne lange proces og gør det mere besværligt end det er.

Den naturlige fordampning.
På en sommerdag med lav temperatur og høj luftfugtighed vil vandstanden svinde med en millimeter pr. kvadratmeter.

På en rigtig varm, solrig, tør sommerdag kan vandstanden synke med op til
1 cm pr. kvadratmeter, ca. 10 liter pr. kvadratmeter.

Dvs. at en havedam med en vandoverflade på 4 kvadratmeter kan miste ca. 40 liter vand på en varm, solrig, tør sommerdag. Mens en dam med en overflade på 10 kvadratmeter kan miste ca. 100 liter på en sådan dag.
Altså, i begge ovenstående havedamme er vandstanden sunket med 1 cm.

Andre naturlige elementer som kan være skyld i fordampning.
Springvand og vandfald som plasker.
Hvis dammen er placeret så den ligger i fuld sol hele dagen, vil den miste mere vand end i en dam der ligger i skygge det halve af dagen.
Det samme gælder, hvis dammen ligger i åbent terræn, så vil den også miste mere vand end hvis den ligger i læ for blæsten.


Granit og sten absorberer vand
Hvis der er granit eller sten langs bassinkanten, skal du være opmærksom på at, større porøse sten og granit der er placeret langs bassinkanten, let absorberer vandet og det fordamper så fra stenene eller granitten,
se på billedet til højre


Hvordan

Tommestok-metoden:
aflæsning af vandstanden.
Læg en tommestok på
et fast underlag på damkanten
se billedet.

Aflæs tommestokken
og vent en dag til en ny aflæsning.

Husk at notere din aflæsning efter hver test/forsøg som du laver for at finde en
evt. utæthed i havedammen.


Den typiske årsag til at vandet synker over 1 cm pr. dag, er hvis du har et vandfald, åløb eller lign.
Så sluk for dette og se om vandstanden stadig synker.
Hvis vandstanden ikke synker yderligere, bør du undersøge dit åløbs kanter mens det kører, fjern stenene ved kanterne og se om vandet løber ud over folien eller om folien er våd lige ved kanten mellem åløbet og jorden, tjek også om vandet løber baglæns ind under folien.



Undersøgelse af utæt havedam, med vandfald og åløb.
Hvis dit åløb er stort, så prøv at lægge slangen til åløbet i den nederste del af det, flyt slangen et stykke af gangen op ad åløbet indtil vandstanden begynder at synke. Hullet i folien vil ligge indenfor den sidste del af åløbet som du har testet.

Hvis vandstanden stadig synker i havedammen, når du har slukket for vandfaldet eller åløbet, gå til næste punkt.

Undersøgelse af utæt havedam uden åløb eller vandfald.
Om sommeren når det er fuldt solskinsvejr er det svært at bedømme om vandet fordamper naturligt pga. varmen eller om bassinet er utæt.
Har du en havedam uden planter i, kan du lave en lille test, hvor du fylder en spand med vand og marker vandstanden i spanden. Sænk forsigtigt spanden ned i havedammen og lad den flyde på vandet. Der må ikke skvulpe vand fra bassinet over i spanden eller omvendt, da dette ødelægger testen.
Marker vandstanden i bassinet eller brug tommestok-metoden (se billedet)

Nu kan du sammenligne hvor meget vandstanden er sunket, forholdsvis i spanden og i bassinet, hvis der er forsvundet flere millimeter vand fra havedammen end fra spanden, tyder det på at bassinet er utæt.
Lad vandstanden synke, indtil den ikke synker mere. Hullet i folien bør være et sted lige over vandlinien, brug tommestok-metoden, ved hjælp af den kan du se hvor hurtigt vandstanden synker.
Hvis hullet skyldes en sten som har gnavet sig ned i folien bør du finde den sten som flugter lige med vandstanden. Fjern stenen og undersøg om der er hul.

Hvis du har mistanke om hvor hullet er, men ikke kan se det, kan du bruge en sprøjte fyldt med mælk eller omrørt kaliumpermanganat.
Fyld dammen op med vand til det når et lille stykke over hvor du mistænker hullet for at være.

Sprøjt væsken med mælk eller kaliumpermanganat ud ved det mistænkte hul, væsken vil danne en lille sky i vandet. Observer skyen i vandet, når du bemærker at skyen bevæger sig i en slags jetflystrøm mod folien, har du sandsynligvis fundet hullet i havedammen.

Når hullet i folien er fundet
Har du et PE-folie i din dam, er det svært at få det lappet, det vil efter nogen tids påvirkning af solens stråler være meget sprødt. Der findes dobbeltklæbende tape som er beregnet til PE-folie, men der er ingen garanti for at det holder.
Med andre folietyper kan der limes eller bruges tape, sørg for at rense folie omkring hullet grundigt, eksempelvis med acetone (uden olie).

Tal med din forhandler om hvordan du lapper hullet, skulle du være i tvivl om hvilken type folie du har i bassinet, bør du tage et lille stykke folie med til forhandleren.


Af Benn Ebbesen – www.havedammen.dk

Copyright © 2007 Benn Ebbesen - Havedammen.dk

KONTAKT

 

Havedammen.dk
Debelvej 3 
2860 Søborg 

E-mail: info@havedammen.dk

CVR: 27 55 80 97