FORHANDLERE

Guldfisk i havedammen

Guldfisken hører til karpefisk-familien ”Cyprinidae”, men har ingen skægtråde som mange andre karpefisk. Den almindelige guldfisk, som vi kender dem, stammer fra Asien. De Kejserlige Guldfiskedamme skulle ifølge gamle overleveringer bringe lykke, specielt de smukke og farvestærke guldfisk skulle bringe magt og krigslykke, derfor fremavles de større, smukkere og mere farvebetonede guldfisk.
Guldfisken vokser hurtigt og kan blive op til 20-35 cm. Den lyser med sin intense røde farve op i bassinet. Den har brug for rent iltrigt vand og et velfungerende filter eller et tilstrækkeligt langt vandløb. Køb aldrig færre end 6 eksemplarer da de trives i små stimer. Sæt ikke for mange af disse formeringsglade guldfisk ud i havebassinet for de sørger for rigeligt med yngel til din dam. Guldfiskene gyder i plantetykningerne. Yngelen får som regel ikke sin endelige farve før i deres andet år. Til overvintringen har de brug for en dybvandszone på ca. 0,8-1,0 meter, ved lavere dybde skal fiskene overvintre i et akvarium

Parringsadfærd
April måneds skiftende vejr med mange regnbyger udløser fiskens legeadfærd. Det begynder i stilhed, hannen svømmer rundt om hunnen og snart begynder den vilde parringsleg rundt i hele havebassinet. Efter nogen tid svømmer hunnen ind på det lave vand og bliver sitrende stående over nogle fintløvede planter mens hannen lokkende støder hende i bugpartiet med snuden. Kort tid efter presser han sin flanke mod hunnens rognspændte side og hunnen afgiver sine æg i vandet, hvor de bliver befrugtet af hannen. Når hunnen har afgivet alle sine æg og igen er slank er den helt uinteressant for hannen.

Bemærk guldfiskens adfærd
Hvis flere guldfisk står lige ved siden af hinanden i samme retning, er det fordi guldfiskene betragter en stor hændelse i havebassinet eller en nyankommet fisk. Guldfisk snapper efter alt de mener kan spises og det ikke spiselige bliver spyttet ud igen. De nyder i øvrigt at gnave i alt omkring sig.

 

Copyright © 2003 Benn Ebbesen / Havedammen.dk

 

KONTAKT

 

Havedammen.dk
Debelvej 3 
2860 Søborg 

E-mail: info@havedammen.dk

CVR: 27 55 80 97