FORHANDLERE

Lave en bæk eller vandløb - afsnit 6

Et vandløb er utroligt fascinerende

Et vandløb har en vandrensende effekt i havedamme, vandet bliver godt iltet og der sker en kraftig biologisk nedbrydning af uønskede bakterier.

Læs om:
Lave et vandløb
Folien pålægges
Udregn vandes løbebaner

  

 

Vandløb er fascinerende

Udover at et vandløb er utroligt fascinerende, har det også en vandrensende effekt i havedamme, vandet bliver godt iltet og der sker en kraftig biologisk nedbrydning af havedammens uønskede bakterier. Jeg fraråder at lave et vandløb som en ligeud bæk, det giver ingen nyttige biologiske processer i havedammen. Hvis du laver snoninger, terrasser og forskellige bredder på vandløbet får du en bæk med liv og nydelse, samt nogle temposkift af vandet på vejen ned i havedammen.

Lave et vandløb - på den nyopgravede jord. Bemærk at den løse jord øges med ca. 30% i rumfang og hvis jorden ikke er stampet ordentligt vil bækken skride sammen efter nogle måneder eller år.
Begynd i toppen af vandløbet, lav en fordybning til en lille sø. Tænk på hvor du vil placere udløbsslangen. Fortsæt derefter med at lave vandløbet med nogle snoninger til det første hvilested (terrasse) for vandet. Terrassen graver du dyb og bred så der kan stå planter i kurve. Det er her de næringskrævende planter skal være og terrassen virker som et rodzonefilter, herfra fortsætter du med at lave vandløbet snoet til næste terrasse eller vandfald.
Vandløbets bassinfolie skal efter udgravningen, udregnes på samme måde som med opmåling af havedammens folie. Bækkens snoninger skal måles på de største udvendige buer.

Folien pålægges som et lige stykke. Hvis du ikke har et stort lige stykke bassinfolie kan du tage kortere stykker af gangen, læg dem nedefra og opad med 30-45 cm’s overlapning. Pas på, når du laver diverse forhindringer, at vandet ikke løber baglæns. Lægkager i bækken eller dammen er noget af det værste der kan ske.
I vandløbets snoninger kan der ikke undgås folder i bassinfolien, folderne skal foldes i vandløbets retning, hvis folderne ligger imod vandstrømmen bliver der opsamlet masser af slam i dem. Når folien er pålagt, skal der mindst være 50 cm ekstra folie fra bækkens sider til justering, vent med at klippe folien helt til, ved regulering af vandløbet er det rart at have ekstra folie at arbejde med.

At udregne vandets løbebaner er ikke teoretisk muligt, det kan kun gøres ved praktiske forsøg.
Læg slangen fra vandpumpen i toppen af vandløbet og tænd for pumpen. Vandet skulle gerne løbe på folien og direkte ned i dammen. Start fra toppen med at lave små forhindringer, læg sten i, så vandet kan bremse op og hvirvle rundt. Lav varierende bredder ved at lægge eller fjerne jord under folien. I smalle passager løber vandet hurtigere, du kan øge hældningen - derved plasker det lidt mere, varier gerne med brede passager så det giver en rolig flydende strøm. Det kan sagtens tage et stykke tid før du har fundet den ønskede vandgennemstrømning. Som sagt følger vandet sine egne veje, observer lækager på siderne. Hvis der er lækage, fyld jord ind under bassinfolien så kanten hæves op over vandlinien. Dine vandløbs-sidekanter må ikke være i samme højde som bækkens vandlinie, hvis bækken tilstoppes af blade eller lignende, skal der være plads til at vandniveauet bliver højere end normalt.
Når et tilfredsstillende resultat er nået, vil det være en god ide at vente et par dage med at klippe folien til, når du først har klippet i folien er det for sent at lave bækken om, hvis der skulle være sket nogle små fejl undervejs.
Til allersidst tildækkes foliens kante

Copyright © 2004 Benn Ebbesen / Havedammen.dk

KONTAKT

 

Havedammen.dk
Debelvej 3 
2860 Søborg 

E-mail: info@havedammen.dk

CVR: 27 55 80 97