Havedam – Gør det selv

Mang graver en havedam

Foto: Benn Ebbesen

Havedam, Sådan gør du, følg vores guide


Læs om:

  • Nødvendige materialer
  • Opmåling til havedammen
  • Skånende terræn
  • Udgravning af havedammen
  • Udgravning af bassinkanter
  • Minifaskine rundt om havedammen
  • Synlige damkanter

I de forgående afsnit har du fået oplyst hvorfor planlægningen er så vigtig, nu er det tid til det hårde fysiske arbejde med at grave ud til din havedam

Nødvendige materialer til at lave en havedam:

Skovl                     – Gerne flere.
Vandmåler           – til at måle den nøjagtige vandmængde i bassinet.
Bassinfolie           – én god kvalitetsfolie
Haveslange          – til påfyldning af vandet.
Fibertæppe         – til beskyttelse af bassinfolien.
Haveslange         – til påfyldning af vandet.
Tov og snor          – til opmåling af havedammens størrelse.
Sten/mursten    – til at holde foliekanterne under vandpåfyldingen.
Små træstokke   –  til at holde tovet så det ikke flytter sig under udgravningen.
Laservaterpas     – Så er du 110 procent sikker på at dine kanter er lige, samtidig kan du beregne vandets niveau med dette udmærkede værktøj. (Et almindeligt vaterpas kan også bruges)
Trykimprægnerede brædder – til afstivning af havedammen og damkanterne.

Opmåling af  din havedam

grav ud til et havebassin

FOTO: Hyggedam.dk

Læg tovet på jorden som markering af havedammens kanter, lav ikke for skarpe kanter på dammen da det kan give nogle kraftige folder i bassinfolien.
Når tovet er lagt i bløde buer skal der bankes nogle træstokke ned, tovet bindes fast til træstokkene – så tovet ikke flytter sig under udgravningen.                                                         


Skrånende terræn
i haven kan give nogle problemer ved anlæggelsen af havedammen.
Da vandoverfladen altid er vandret, må du kontrollere om den ønskede placering i haven skråner.

Hvis det er tilfældet skal der bygges mure eller volde rundt om dammen, for kanterne rundt om skal være vandrette.
Havedammen kommer til at ligne en terrasse på den skrånende grund og kan faktisk se meget flot ud.

Udgravning til granitsten- eller plantehylder

plantehylde i havedam

Tegning Benn Ebbesen

Under udgravningen skal plantehylderne graves til.
Bredden på hylderne bør helst være 30-50 cm, de skal skråne let indad ned mod havedams kanten.
Hvis plantehylderne er lige eller skråner ned mod havedammens midte risikerer du at plantekurvene at ryger ud over kanten.

Efterhånden som udgravningen skrider frem, skal du hele tiden tjekke med et vaterpas, om plantehyldernes niveau er vandrette og hylderne skråner indad mod havedammens kant.

Når du graver jorden op så læg den der hvor du har planlagt at jorden skal være i første omgang.
Lad være med at ”smide” jorden ved siden af udgravningen så det senere skal flyttes hen til den ønskede placering.

Du kan nemt miste overblikket over udgravningen med jordvolde rundt om hele dammen, det giver også dobbelt arbejde når jorden skal flyttes flere gange.

Havedammens sider skal normalt ikke have en større hældning end 45 grader.

I mindre bassin kan stejle sider ikke undgås pga. pladsforholdene. Ønskes der stejle sider i havedammen, må det anbefales at afstive siderne med trykimprægnerede brædder.

Havedams kanter

Lav havebassin kanter

Foto: Benn Ebbesen

De skal altid understøttes med et massivt materiale (f.eks. sten, beton eller træ) da en ”uheldig fod” ellers kan træde havebassin kanten ned under vandoverfladen, med et større opretningsarbejde til følge.

Jeg anbefaler at havebassin kanterne er et lille stykke oppe over jorden, derved kan vandniveauet være i samme højde som jorden.
Hvis vandspejlet ligger for meget under jordhøjden kommer dammen til at ligne en mørk vandgrav.

Når hele havedammen er gravet ud og den overskydende jord er placeret til bæk/vandfald, så brug laservaterpasset til at nivellere havedammens kanter.
Hele bassinkanten rundt om skal være vandret, bare den mindste afvigelse vil du komme til at fortryde senere hen.
Et almindeligt vaterpas og en lang lægte kan også bruges til nivellering af bassinkanterne.

Når du har opnået havedammens størrelse og dybde, skal alle skarpe elementer i form af sten og trærødder fjernes så vandtrykket ikke forårsager huller i bassinfolien. En rive er et udmærket redskab til at fjerne sten og rødder på bunden og på plantehylderne med.
På havedammens flader lægges et lag sand.

 

Minifaskine rundt om din havedam

havebassin - minifaskine rundt om havedammen

Tegning: Benn Ebbesen

I min gamle havedam havde jeg lavet mine damkanter som vist på tegningen og det virkede faktisk udmærket.
Min ide med damkanterne er at lave en minifaskine rundt om hele dammen, dvs. at alt overskydende regnvand fra haven løber i minifaskinen, så hvis havedammen bliver overfyldt flyder vandet over i minifaskinen.

Hvis dine kanter rundt om dammen er 100% vandrette kan du fylde vand helt op til kanten, dette giver også et naturligere udseende. Til minifaskinen lægger du grus i bunden og ovenpå lægger du mange sten.
Hvor dyb eller bred din faskine skal være er op til dig selv – men husk, damkanterne skal være højere end havejorden.


Dækning af synlige havebassin kanter

 grav ud til en havebassin og lav en perfekt havedamskant og opmåling af havedam -

Foto :Benn Ebbesen

 Mine kanter rundt om mit havebassin var synlige pga. en skarp afgrænsning mellem haven og havedammen.
For at dække kanten brugte jeg damkant-sumpplanter, disse er hurtigt voksende og breder sig meget.
Det betyder ikke noget at kantplanterne vokser fra sumpkanten og over damkanten til havejorden, fordi sumpkantplanterne får sin næring fra havedammen.

Store flade Ølandssten eller granit er helt perfekt til dækning af havebassin kanten og har du vand helt op til stenene så kan det ikke se mere naturligt ud.
Småsten kan også skjule damkanten.

I nogle bøger og kataloger ser man tegninger, hvor jorden er højere end bassinet, dette mener jeg er forkert.
Så er det jo netop at jorden bliver skyllet i havebassinet. Derved kommer det brune vand som skyldes humussyren fra jorden.

Efter udgravning skal der Bassinfolie og underlag i din havedam 

 

Copyright © 2004-2021 Benn Ebbesen – Havedammen.dk